Den historiske baggrund bag, at der findes et dansk mindretal i Tyskland, er ganske naturligt præget af de skiftende grænsedragninger, der fandt sted mellem Danmark og Tyskland fra 1864 og frem.
Det tabte land
I 1864 bryder en krig ud mellem Den Danske Helstat (Kongeriget Danmark, hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg og de danske kolonier) og det tyske forbund (et forbund af stater med Preussen og Østrig-Ungarn i spidsen).
Baggrunden for krigen var en strid om hertugdømmernes tilhørsforhold, som det tyske forbund mente var en udelelig enhed. Danmark ønskede derimod at knytte det dansksindede Slesvig tættere til Kongeriget.
(Billederne i det nedenstående slideshow er bragt med tilladelse fra Museum Sønderjylland – Dybbøl Banke)
Da tropper fra Preussen og Østrig-Ungarn den 1. februar 1864 rykkede ind i Slesvig , skete det således i protest over novemberforfatningen af 1863. Denne var en fælles forfatning for Danmark og Slesvig, men galdt ikke for Holsten og Lauenborg.
Da det tyske krav om at ophæve forfatningen ikke kunne efterkommes, var krigen en realitet.
Danmark lider et klart nederlag, da de danske stillinger ved det gamle forsvarsværk Danevirke falder. Snart falder også stillingerne ved Dybbøl og Fredericia.
Den 25. april begynder fredsforhandlinger på engelsk initiativ i London. Der foreslås forskellige grænsedragninger, der både involverer forskellige delinger af Slesvig, men også afstemninger om områdets tilhørsforhold. Her står Danmark dog fast på kravet om en grænsedragning ved Danevirke og forhandlingerne bryder sammen den 20. juni.
Da krigen bryder ud igen ender det i et totalt nederlag for Danmark, idet modstanderen besætter hele Jylland op til Skagen. Regeringen går af som følge af krigen og Danmark beder om våbenhvile den 20. juli.
Ved de senere fredsforhandlinger i Wien bliver nederlagets omfang klart. Fredstraktaten, der underskrives den 30. oktober, bliver på sejrherrens betingelser. Danmark må betingelsesløst afstå hertugdømmerne og mister dermed to femtedele af sit samlede areal.
Ved freden bliver der ikke givet garantier for de dansksindedes vel, og dermed er et stort antal danskere kommet under fremmed åg.
De svigtede danskere
Det tyske nederlag i 1. Verdenskrig bevirkede, at de dansksindede nordslesvigere (sønderjyder) rejste kravet om en folkeafstemning om genforening med Danmark. Ved fredstraktaten i 1919 blev kravet imødekommet og i 1920 kunne afstemningerne afholdes.
Stærkt nationale strømninger kom til udtryk i de valgplakater, som blev brugt op til afstemningen om genforening i 1920. (Billederne er bragt med tilladelse fra Grænseforeningen)
Inden afstemningerne blev Slesvig dog opdelt i tre zoner på baggrund af undersøgelser og opmålinger af befokningens nationale sindelag. I den nordligste skulle valget afgøres af det samlede stemmetal. Her blev resultatet, at 75 % ønskede at indlemmes i Danmark.
Den mellemste zone skulle afholde kommuneopdelte afstemninger. I et smalt bælte på tværs af landet fra øen Sild i vest til byen Flensborg i øst bestemte et flertal i samtlige kommuner, at området skulle forblive en del af Tyskland.
Syd for dette bælte og ned til den gamle grænse ved Ejderen, blev der ikke holdt en afstemning.
Glæden var stor i Danmark, da Sønderjylland dermed blev genforenet med Danmark og den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland blev fastlagt, som den første grænse i historie, der blev fastlagt ved en afstemning.
Samtidg var de 10.000, der havde stemt for genforening i den mellemste zone, samt de dansksindede, der befandt sig i den sydligste zone, stadig udenfor Danmark. Især dem, der ikke fik muligheden for at stemme, har været genstand for en den tankegang blandt nationalistisk indstillede, at Danmark svigtede sine landsmænd.
Den store skuffelse
Efter 2. Verdenskrig opstod der på ny et håb for de dansksindede syd for grænsen. I kølvandet på krigen og Tysklands nazistiske fortid skete der et boom i antallet af folk i Sydslesvig, der bekendte sig til det danske mindretal. Tilstrømningen til de danske foreninger steg dramatisk, og man regner med, at omkring 100.000 nu ville erklære sig dansksindede.
Danmark fik muligheden for at gennemtvinge en ny grænsedragning, men samlingsregeringen afstod denne mulighed til stor skuffelse for det voksende antal dansksindede sydslesvigere.
I årene der fulgte, skete der dog en væsentlig forbedring af mindretallets forhold i skarp kontrast til det pres, det havde været udsat for under det nazistiske styre.
Således opnåede såvel det danske mindretal i Tyskland som det tyske mindretal i Danmark en væsentlig anerkendelse i form af København/Bonn-erklæringerne. Heri blev der tilstået mindretallene en del rettigheder. Blandt andet at bekendelsen til eksempelvis dansk nationalitet og kultur blev gjort fri og ikke måtte efterprøves eller bestrides af myndighederne. Samtidig skulle folk, der bekendte sig til mindretallet, have de samme rettigheder som andre statsborgere, hvad angik al offentlig støtte.
Disse erklæringer er stadig i kraft den dag i dag, og udgør en væsentlig del af grundlaget for mindretallenes eksistens.
