Har mindretallet et demokratisk problem?

Historiker og arkivar ved Landsarkivet i Aabenraa, René Rasmussen, har i flere år beskæftiget sig med mindretallet i historisk øjemed, men han er også en ivrig debattør i mindretalsspørgsmålet. Det kan blandt andet ses i hans talrige læserbreve i Flensborg Avis.

Selv betegner René Rasmussen, som har boet og arbejdet i en periode på ti år i Sydslesvig, sig som en kritisk Sydslesvig-ven. Ven, fordi han mener, mindretallet skal støttes, om det så tæller 10 eller 50.000 mennesker. Kritisk, fordi han mener, der er et demokratisk problem i forhold til den danske stats bevilling til mindretallet.

Det danske folketing bevilger nemlig pengene med det formål at støtte dansk sprog og kultur i udlandet og at gøre det muligt for de danske sydslesvigere at leve en tilværelse som danske uden for landets grænser. Men kræfter i mindretallet, navnlig blandt de unge, ønsker kaste at det nationale over bord og gå i en anden, mere international og global retning. Og det betyder, at der opstår et misforhold mellem bevillingens formål og bevillingens anvendelse. Det er det problem, der begynder at aftegne sig.

Det danske mindretal står overfor en gruppe af nye og gamle udfordringer, mener René Rasmussen. Gamle, som eksempelvis sprogdebatten, der har fundet sted siden 1850′erne – og i stigende grad siden de første skoler blev anlagt, og eleverne gik fra at have tysk som hjemmesprog til at skulle tale dansk i skolen. Nye udfordringer med fokus på globaliseringen og de unges i stadigt højere grad afstandtagen til det nationale.I disse spørgsmål spiller de danske skoler i Sydslesvig en stor rolle. En af disse skal findes i det faktum, at det er på grund af institutionerne, at det danske mindretal aldrig er blevet fuldstændigt assimileret. - Op gennem 1870´erne blev de danske institutioner lukket ned af de preussiske myndigheder. Efterhånden blev den i hovedsagen tysktalende befolkning i Flensborg og Sydslesvig assimileret, vel navnlig fordi man her – i modsætning til i det dansktalende Nordslesvig – ikke havde den sproglige undertrykkelse at kæmpe imod. Så er det først efter 56 år (i 1920 red.), hvor der er nogen, der giver dem muligheden for at vælge, om de er danske eller tyske, der er folk, der siger: “Hov, vi var vist danske engang.” Afstemningskampen 1918-1920 giver den hensygnende danskhed i Sydslesvig en gevaldig saltvandsindsprøjtning. Hvis ikke Tyskland havde tabt 1. verdenskrig, så var der formentlig sket en fuldstændig assimilering af de tysktalende, men dansksindede sydslesvigere, siger René Rasmussen.- Skolerne skulle gøre det muligt for medlemmer af det danske mindretal at gå i en dansk skole. En skole, der blev drevet i dansk ånd, og hvor der blev undervist på dansk. Det havde man ikke kunnet før 1920, fortæller René Rasmussen.

Demokratisk problem

De samme skoler er nu medvirkende til, at René Rasmussen mener, der er et demokratisk problem i forhold til grænselandet, fordi formålet med finansieringen fra den danske stat på omkring 450 millioner kroner årligt ikke mere stemmer overens med virkeligheden.Grunden er, at mindretallet har bevæget sig fra at være forankret i den danske kultur og et dansk sindelag, til at åbne sig mod en mere regional og global orientering. René Rasmussen mener ikke, det i sig selv er et onde, men hvis målet med finansieringen til skolerne ikke længere er at fremme den danske identitet, er der et demokratisk problem, at det ikke er diskuteret og vedtaget i folketinget at forandre formålet.

- De glade givere tror, pengene bliver givet til et dansk formål, men det gør de altså ikke nødvendigvis. Det synes jeg er lidt problematisk , siger René Rasmussen.

Demed ikke sagt, at René Rasmussen mener, at støtten til mindretallet skal fjernes. Den skal bare redefineres i overensstemmelse med virkeligheden og sydslesvigernes egne ønsker til fremtiden.

Det er specielt de unge, René Rasmussen mener, vender sig væk fra det danske.

Ud af København-Bonn erklæringerne kom begrebet “Minderheit ist wer will” der betyder, at myndighederne ikke må drage folks motiver i tvivl. Enhver der siger, han tilhører mindretallet, gør det. Tilhørsforholdet er altså et individuelt tilvalg eller fravalg.

Netop hvad folk, nærmere bestemt de unge, bekender sig til, blev forsøgt besvaret i en bog fra 2005 ved navn “Bonn-Erklæringen og de unge”. En gruppe elever på Duborg-Skolen i Flensborg fik til opgave at forholde sig til deres nationale sindelag. En skoleklasse blev konkret spurgt om deres nationale tilhørsforhold. 40 procent sagde, de var tyske, 40 procent sagde, de var sydslesvigere og 20 procent sagde, de var danske.

- Om det er sådan i alle skoleklasser, ved jeg ikke. Men problemet er jo, at 40 procent siger, de slet ikke tilhører det danske på trods af, at de har gået 12-13 år i en dansk skole. Selvom der skal være plads til sydslesvigskhed og Zweiströmigkeit, så er der et eller andet, som ikke er, som det burde være, mener René Rasmussen.

Hør René Rasmussen fortælle om, at meningen med skolerne har ændret sig:

En anden grund er det øgede antal tyske forældre uden tilknytning til det danske mindretal, der i de senere år har søgt om at få deres børn optaget på de danske skoler. Det er blevet tillokkende for tyske forældre at sende deres børn i en dansk skole, mener René Rasmussen. Skolerne er mindre, der er færre elever og gebyret for skolematerialer er markant mindre end i de tyske skoler. Derfor er assimileringsprocessen i dag vendt om.

I dag er det den tyske flertalsbefolkning, der bliver suget ind i det danske mindretal, mener René Rasmussen. Og det fører til en udvanding af det danske. Han mener det er på grund af globaliseringen, hvor man ikke mere lægger vægt på det nationale, som man gjorde for 50 år siden. Skolelederne har heller ikke det store incitament til at sige nej og stå fast på, at forældrene skal vedkende sig det danske med hjerte og sjæl, mener han.

Hør René Rasmussen fortælle om skoleledernes manglende incitament til at sige nej:

Farvel til checken

I både Danmark og Sydslesvig har man på baggrund af nye strømninger i samfundet modereret synet på det danske mindretal. I Danmark gik man fra at sige “i skal ikke blive glemt” til at komme med en mere betinget udtalelse som “Så længe i holder fast i os, holder vi fast i jer”. I Sydslesvig, mener René Rasmussen, er man ved at styre mod en mere regional og global orientering og væk fra det danske.- Men så må man også være indstillet på at vinke farvel til den store check, siger René Rasmussen.