Det manglede da bare

Et løfte er et løfte, og hvis den danske stat ikke kunne følge med og yde den støtte, der skulle til for at bevare danskheden syd for grænsen, var der andre, som kunne træde til. Historikeren Axel Johnsen forsker i de kræfter, som pressede på for at øge støtten til et dansk mindretal, der skulle bevare håbet om en genforening med Danmark.

Umiddelbart efter 2. verdenskrig skete der en eksplosion i antallet af dansksindede i Sydslesvig. Det danske mindretal nåede en størrelse, hvor de var tæt på at kunne mønstre et flertal i befolkningen. Skuffelsen var derfor stor for mange, da samlingsregeringen efter krigen afstod muligheden for at flytte den danske grænse længere sydpå og genforene landet med de dansksindede, der ikke kom tilbage til Danmark efter afstemningen i 1920.

Den pludselige vækst i antallet af dansksindede ansporede dog flere grupper til at investere kraftigt i at støtte det danske mindretal og bevare danskheden i området. Igennem årene har det resulteret i en støtte, som har præget det danske mindretal markant.

Det har givet Axel Johnsen, der er historiker ansat ved Landsarkivet i Aabenraa, anledning til at forske i de kræfter, der spillede ind i udformningen af det danske mindretal i Sydslesvig.

Støttens fløje
- I Danmark var der meget forskellige indstillinger til Sydslesvig-spørgsmålet, fortæller Axel Johnsen. Også på Christiansborg. Venstre og Konservative havde meget større forståelse for det danske boom i Sydslesvig end f.eks. Socialdemokratiet og Radikale, der så med en vis skepis på bevægelsen. Det kom der et vældigt politisk opgør ud af, fortæller Axel Johnsen.

Opgøret fadede ud, efterhånden som chancerne for en genforening svandt, men debatten fortsatte langt op i 1950′erne, hvor Venstre og Konservative pressede på for, at mindretallet skulle have bedst mulige vilkår for at udvikle sig. Derudover var der også grupper, som fortsatte med åbent at agitere for, at grænsen fysisk skulle flyttes helt ned til Ejderen.

Disse grupperinger støttede også sydslesvigerne økonomisk, blandt andet med kraftig hjælp fra A.P. Møller. I 1950′erne betalte han hovedparten af udgifterne ved opførelsen og driften af tre skoler ved Ejderen. Dette var væsentligt længere sydpå, end hvad man i andre kredse regnede for et område, hvor der var dansksindede nok, til at der var en ide i at yde støtte. Der var dermed tale om en klar geografisk ekspansion i forhold til den støtte, som blev givet fra officielt hold.

Tanken bag investeringen i disse skoler var, at så snart de var oppe at køre, og var velfungerende, ville det være meget svært for den danske stat at sige nej til at overtage driften af dem, hvis støtten fra A.P. Møller senere bortfaldt.

- Aktivisterne regnede med, at det ville de danske socialdemokrater ikke kunne forsvare rent politisk i Danmark. Så vi bygger dem og driver dem i nogle år, og så siger vi godt – nu kan vi ikke mere, nu vil vi ikke betale for det mere, og så skubber vi det hele over på den danske stat, siger Axel Johnsen.

Skolerne blev dog først overdraget til den danske stat i 1969. Men denne overdragelse er ifølge Axel Johnsen et symbol på, hvordan den danske stat blev presset ud i at yde en større støtte, end hvad der oprindeligt var planlagt.

Sydslesvigvennerne var en magtfaktor
Det helt store pres kom dog fra de mere moderate grupper i debatten om grænselandet – ikke mindst i kraft af, at de havde en bredere tilslutning. Axel Johnsen fremhæver, at især Grænseforeningen, hvis medlemstal i 1946 rundede 200.000, umiddelbart efter 2. verdenskrig, blev en magtfaktor i opinionen og kunne spille en stor rolle i udviklingen af den danske støtte til det danske mindretal:

- Sydslesvigvennerne havde den indstilling, at sydslesvigerne skulle have de videst mulige rammer for at vokse i størrelse og vokse sig stærk som bevægelse, og sydslesvigerne skulle have mulighed for at finde ind til det danske på alle måder. Så på den måde var de virkelig med til at udvide rammerne for den danske stats bevillinger til det danske mindretal – meget kraftigt endda, siger Axel Johnsen.

Sydslesvig: støtten dækkede et behov
Selvom der ikke hersker tvivl om, at der stod ideologiske kræfter bag den danske støtte til Sydslesvig, så hersker der en helt anden selvforståelse i forhold til støtten i Sydslesvig.

Holdningen fra Sydslesvigernes institutioner var, at støtten ikke skulle defineres fra dansk side, men skulle være et udtryk for en støtte til deres ønske om at være danske med baggrund i de løfter, der var givet fra dansk side i 1920.

- Det handlede om, hvad sydslesvigerne ville – og de ville nu engang til Danmark og ind i danskheden. Og på den måde var det jo kun en selvfølge, at den danske stat betalte til det her. ”Nu vokser vi os jo store, og der er jo kun et vidnesbyrd om, at den danske folkegrund går til Ejderen, og det mangler jo bare, at vi får penge til skoler og så videre” var indstillingen, fortæller Axel Johnsen om den udbredte holdning.

Mindretallet størrelse er afhængig af støtten
I Axel Johnsens sind hersker der dog ikke tvivl om, at støtten fra Danmark har enddog meget stor betydning for det danske mindretal:

- Forskningen har set bort fra sydslesvigvennernes rolle. Hvis vi laver et tænkt eksempel: Jeg tror, at hvis vi fordoblede det danske statstilskud til Sydslesvig i morgen, så ville man også se et boom i det danske mindretal. Det er ganske vist en kættersk tanke – det må man ikke sige. Men det tror jeg. Og omvendt, hvis man halverede tilskuddet. Så ville de også falde fra. Mindretallet er, selvom de mener noget andet, også en funktion af de kræfter og den indsats, der fra Danmark gøres i Sydslesvig, slutter Axel Johnsen.